Den kaninvenlige have, del 2

Hvad må kaninerne spise, hvad er godt at have i haven og hvad er mindre godt? Lidt tips og ideer til andre, der vil have kaniner i haven.

Jeg deler samme holdning, som mange naturfolk og biologer: at dyr ikke spiser giftige planter i mængder, der er skadelige for dem. Jeg har derfor ikke skelnet til giftige planter i min have – til en vis grad. Jeg har nemlig fjernet dansk ingefær og taks. Selvom jeg er overbevist om at kaninerne aldrig ville spise dansk ingefær eller taks, er der jo ingen grund til at udfordre skæbnen. Men ellers har jeg ikke gjort noget ved haven.

Planter til den kaninvenlige have

Jeg har sat en masse spændende planter og urter i haven til kaninerne.

  • Læge-Baldrian (ca. 2 m. høj staude med flotte hvide blomster. Lægeurt)
    Jeg troede ikke, at min læge-Baldrian ville blive så stor, som den er blevet, fordi kaninerne spiste meget af den, lige da den begyndte at skyde. Men den overvandt dem , og nu er den til stor nydelse for os alle. Den kan klart anbefales til den kaninvenlige have!
  • Sødskærm (fin staude med hvide blomster, der dufter himmelsk af lakrids. Lægeurt)
    Mine sødskærme har været en stor succes. Så stor at jeg faktisk ikke har set meget til dem!  Jeg har været nødt til at grave dem op og flytte dem hen til et mindre besøgt sted i haven. Min oprindelige plan var nemlig at tørre dem til efteråret, så der var lækkert og sundt snack til kaninerne i løbet af vinteren. De kan klart anbefales til den kaninvenlige have, men sørg for at købe 5-6 stykker og sæt dem et sted, hvor dine kaniner ikke tilbringer hele dagen.

mynte

  • Ruccola, mynte, citronmelisse, salvie (lægeplanter/salat).
    Ruccola, mynte og citronmelisse breder sig og vokser meget, meget hurtigt. Her er endelig tale om planter, som kan konkurrere med kaninernes tænder. Det er sundt, kaninerne kan lide det, du når ikke at opleve, at de bliver spist før de er vokset op igen. Win-win.
  • Hindbær- og brombærbuske.
    Bladene kan tørres til efteråret og gemmes til vintersnacks, og derudover så er det bare et sundt vitamintilskud sommeren igennem, som kaninerne kan gå og tygge på. Men pas på – for nøj, hvor kaniner elsker hindbær- og brombærblade og -grene. Jeg have faktisk ikke troet, at de nogensinde ville vokse sig store, men det lykkedes. Jeg har også været nødt til at tage ud og investere i nogle ekstra buske. Helt klart også værd at plante i den kaninvenlige have.

Lidt-hindbær

  • Ægte kamille (lægeplante, staude)
    Det her var en af de lægeplanter, som jeg selv havde håbet på, at kunne nyde godt af. Jeg elsker duften af kamille, men jeg har ikke kunne indsnuse duften i år, desværre. Planterne bliver ikke højere end 15 cm nemlig her i haven. Nam, nam, siger kaninerne. Næste år sår jeg et stort område af ægte kamille og flere steder i haven.
  • Purpur solhat (lægeplante, med de smukkeste blomster)
    Rød solhat er kendt for at booste immunforsvaret, og så er de bare så ufattelig smukke. De får enhver have til at lyse op. I år har jeg dog været nødt til at sætte hønsenet omkring dem, for de er blevet spist lige så hurtigt, som de er vokset op. Desværre. Jeg kan klart anbefale dem til den kaninvenlige have, men sørg for at afskærme dem, indtil de har sat blomsterskud.

jordbær

  • Jordbær
    Haps, så er de væk. Kan de anbefales? Ja, for de spreder sig hurtigt. Både bær og blade spises.

Derudover har vi nogle store flotte nøddebuske, som bliver spist om vinteren, og om sommeren giver læ og skjul. De kan også anbefales. Vi har også et æbletræ, som giver saftige æbler, sprøde grene og dejlige blade.

I vores forhave har vi en masse hunderoser. Jeg plukker hyben om efteråret, tørrer dem og så har jeg vitaminboostere til kaninerne hele vinteren. De elsker dem. Sidst, men ikke mindst, så er haven fyldt med præstelus. Der er nok få mennesker, der ligefrem har en glæde i præstelus i haven, men de er faktisk rigtig sunde og er blevet brugt som lægeplanter i århundreder. Kaninerne elsker dem.

Planter, kaninerne ikke spiser

Ja, det er vist en hurtigt overstået liste 😉 Hvorfor overhovedet nævne planter, som kaninerne ikke spiser? Fordi uanset hvor højt, man elsker sine kaniner, så vil man også gerne have en flot have og noget kønt at kigge på.

Jeg kan derfor med begejstring fortælle, at kaniner (mine i hvert fald) ikke spiser:

  • Tusindstråle
  • Elefantgræs
  • Humle
  • Katteurt
  • Storkenæb
  • Røllike
  • Stormhat/ridderspore
  • Glans-solhat
  • Tobakspibeplante

Okay, der er ingen grund til at skrive alle planter ned, men det er bare for at fortælle, at der i hvert fald er nogle planter, der kan stå i fred. Planlæg dine bede med planter, som er spiselige, og andre som kan stå og se smukke ud.

Planter, jeg ikke vidste at de ville spise

Lavendel og roser – det er virkelig kommet bag på mig, at kaninerne spiser lavendel og roser. Roserne bliver heldigvis ikke spist i et omfang, hvor det er generende.  Mine lavendler bliver også spist. Det er lidt træls, men man kan sige, at de jo skal skæres ned hvert år, så måske er det slet ikke så slemt endda.

Sankt Hans urt bliver også spist, hvilket jeg heller ikke havde forventet.

kaniner og lavendler

 Til Pippis forsvar vil jeg lige fortælle, at det ikke er på grund af hende, at lavendlerne ser så sjove ud. Vi har gravet dem op fra en gammel have og flyttet dem hjem til os, og det er mig, der delvis har beskåret dem.

Havetips

Lav et bed med krydderurter, og gerne nogle, der vokser meget hurtigt, som mynte og citronmelisse. Så er du sikker på, at der hele tiden er grønt. Ruccola og andre salattyper kan sås hele tiden, og de vokser på ingen tid. Så, så løbende gennem sommeren. Variér dine bede, så der både vokser planter, som kaninerne spiser, og smukke planter, som de ikke rører.

Er der planter, du er meget øm over, så brug whiskeytønder til at plante dem i, eller sæt lidt hønsehegn rundt om dem, indtil de er blevet så store, at de godt kan overleve lidt kaningnaskeri.

Leave a Reply

Your email address will not be published.